Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Brand og farlige situationer

Brand, pludseligt opståede farlige eller voldelige handlinger og evakuering:  

I alle undervisningslokaler på skolen hænger der inden for døren en brandinstruks, som du altid skal kunne handle ud fra. Du skal desuden jævnligt sørge for, at de elever du er ansvarlig for, også kender instruksen og er i stand til at handle efter den. 

Der afholdes brandøvelse på skolen i undervisningstiden 2 gange om året. Brandøvelserne afholdes for at træne sikkerheden, derfor skal ingen udsættes for unødig fare. Det overordnede princip bag evakueringsplanerne er, at alle mennesker skal ud af bygningen hurtigst muligt samtidig med at en evt. brand skal hindres i at brede sig (derfor skal vinduer og døre lukkes). 

Hvis der opstår brand på et tidspunkt, hvor læreren ikke er i klassen fx i et frikvarter, skal der derfor handles efter det overordnede princip. Det er derfor nødvendigt, at du, inden du giver elever tilladelse til at være i klassen alene, har sikret dig, at eleverne ved hvordan de skal forholde sig og er i stand til at reagere på en brandalarm. Hvis du er i tvivl om hvorvidt en elev er i stand til at følge evakueringsinstruksen, må du ikke lade eleven være i klassen uden dit tilsyn. 

Du må ikke gå tilbage til klassen for at hente elever, idet du dels ikke selv kommer hurtigt ud, dels vil kunne hindre andre i at komme hurtigt ud af bygningen, ved at bevæge dig mod strømmen. Hvis du på nogen måde er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig i tilfælde af brand, skal du kontakte skolens sikkerhedsleder Anders Boesen for at få din tvivl afklaret. 

Ved pludseligt opståede farlige eller voldelige handlinger: 

 Gå ind i nærmeste lokale og lås døren. 

 Alarmer politi 112.

 Underret alle omkring dig om situationen. 

 Bliv i lokalet indtil hjælpen når frem. 

 Placer jer, så I ikke er synlige. 

Nedenstående signal betyder, at du straks skal samle dine elever og forlade skolen: 

ALARMSIGNAL - HØJ BIPPENDE eller VEDVARENDE HYLETONE. 

ALAMERING VED BRAND. 

Kontakt skolens kontor (tlf. 32 57 51 04, mobil 20 37 70 97 eller 26 89 16 16) og fortæl præcis, hvor det brænder. Skolens kontor aktiverer alarmsignal og alarmerer brandvæsenet. 

 

Følg nedenstående instruks. 

VED ALARMSIGNAL: 

 Når alarmsignalet lyder bevar roen/undgå panik 

 Døre og vinduer lukkes 

 Eleverne føres straks ud ad anviste flugtveje 

 Lærerne går bagerst og sørger for, at alle kommer med ud 

 Spild ikke tiden - intet må tages med ud 

 Hold tilbage for dem, der kommer fra ovenliggende etager 

 Alle samles på gruseren ved hovedskolen eller på pladsen foran Philip de Lange for filialens vedkommende, hvor eleverne opstilles klassevis 

 Lærerne melder på samlingsstedet om alle elever er med. 

HVIS ALLE UDGANGE FRA ETAGEN ER SPÆRRET: 

 Søg ind i et klasselokale. 

 Luk døren. 

 Hvis der er røg i lokalet, så læg jer ned på gulvet under vinduerne. 

 Lad en person give jer tilkende ved vinduet. 

Nedenstående signal betyder, at du straks skal samle dine elever, søge indendørs og derefter afvente nærmere direktiver fra skolens kontor: 

ALARMSIGNAL - SKOLENS SIRENE. 

ÉN LYD, SOM STIGER HURTIGT, OG DEREFTER FALDER LANGSOMT. LYDEN KOMMER I ALT FIRE GANGE, OG SIGNALET VARER I ALT 45 SEKUNDER. 

Forholdsregler ved en eventuel katastrofesituation 

I tilfælde af større katastrofer i fredstid, fx atomkraftuheld, kemisk udslip eller stormflod vil der over Beredskabsstyrelsens fast opsatte sireneanlæg blive afgivet alarmsignal. Sirenerne startes af politiet. De kan varsle hele befolkningen på én gang, sådan som det sker ved den årlige demonstration af sirenevarslingssystemet, som siden 1994 har fundet sted én gang om året - altid den første onsdag i maj måned kl. 12.00. Signalet om fare består af én lyd, som stiger hurtigt, og derefter falder langsomt. Lyden kommer i alt fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder. Dette alarmsignal betyder, at man omgående skal samle børnene, søge indendørs og derefter afvente nærmere direktiver fra skolens kontor. 

Ved melding om radioaktiv eller kemisk forurening  

GÅ STRAKS INDENDØRS - gør bygningen så lufttæt som muligt for at holde den forurenede luft ude. Luk døre, vinduer og ventilationsanlæg tag ophold så langt fra ydervægge og tag som muligt.
Når alle er samlet, skal man blive inde, indtil nærmere meddelelse gives af kontoret. 

Evakuering

Normalt vil skolens/institutionens bygninger yde tilstrækkelig beskyttelse, men i visse tilfælde kan der blive tale om evakuering fra et truet område. Meddelelse om evakuering – og forholdsreglerne – vil blive givet af myndighederne gennem radioen eller på anden måde. Kontoret sørger for at formidle meddelelserne. 

 

Hvis en situation opstår, hvor katastrofeplanen træder i kraft, forventes det, at de ansatte forbliver på skolen for at bevare roen blandt eleverne, ligesom det forventes, at ingen elever overlades til at være alene. 

Skolen vil fraråde, at forældre afhenter deres børn. Skolen kan ikke modsætte sig, at forældre ønsker at hente deres børn. I sådanne tilfælde skal kun indgangsdøren ved opgang A anvendes på hovedskolen og indgangsdøren i porten på filialen. Vær opmærksom på, at ind- og udgangensforum skal anvendes som sluse. 

 Ejendomsleder sørger for at lukke for ventilationssystemerne 

 Skolens ledere informerer personale, elever og Distrikt Indre By 

 Lærerne foretager optælling af elever og meddeler dette til skolens ledere 

 Skolesekretæren ringer til politiet (telefonnummer opgives over Danmarks Radio program 1, 

2, 3 og 4).
Sirenevarslingssystemet vil også blive brugt, når faren er overstået. Systemet vil afgive et andet signal, som betyder at faren er forbi. Lydsignalet er én lang ensartet tone, som varer 45 sekunder. Når signalet om ”faren er forbi” har lydt, kan man igen gå udenfor.