Formål
At tilbyde børn et udfordrende læringsmiljø og et meningsfuldt fritidsliv, der understøtter det enkelte barns trivsel og dannelse. KKFO’en tager udgangspunkt i børnenes ressourcer og kompetencer og arbejder for alle børns plads i fællesskabet.
KKFO’en har en tydelig kobling til skolen og understøtter børnenes sociale relationer - og derved medvirker til at skabe gode læringsmiljøer i både KKFO og skole.
Mål
Fritidsinstitutionen skal tilbyde børnemiljøer, der fremmer børnenes trivsel, sundhed, udvikling, leg og læring
Vi arbejder med fællesskaber, flow og fordybelse, krop og bevægelse samt mad og måltidskultur som vores grundlæggende fokusområder. Vi tror på at børn trives bedst ved at være en del af et fællesskab og forsøger derfor at skabe inkluderende fællesskaber i alt fra indretningen til aktivitetstilbud.
Vi arbejder for, at alle børn oplever, at forskellige aktiviteter og fællesskaber er åbne muligheder for dem. De voksne er opmærksomme på, hvordan normer og forventninger f.eks. knyttet til køn, krop og interesser kan påvirke børnenes valg, og støtter børnene i at udforske nye muligheder.
KKFO’en er noget andet end skole. Den fritidspædagogiske arena giver børnene mulighed for at lykkedes på andre måder end i skolen, hvor de mødes i interessefællesskaber og lystbetonet aktivitet i et præstationsfrit rum.
Fritidsinstitutionen skal sikre, at alle børn er en del af et stærkt og forpligtende børnefællesskab, hvor børnenes mulighed for selvbestemmelse kan udfolde sig
Vi har øje for balancen mellem barnets autonomi og de krav og forventninger vi stiller dem. På KKFO’en tilbyder vi et bredt aktivitetstilbud, så vi kan ramme alle børns behov bedst muligt. Det ser man ved at der er mulighed for aktiviteter i både lav og høj arousal, både børne- og vokseninitieret, samt en tydelig indretning der definerer hvad man kan lave hvor og hvordan man bruger rummet. Vi vægter at være imødekommende og inspirerende voksne, som også altid er klar på at følge børnenes spor og interesser.
Vi bruger børnemiljøvurderingen til at tilpasse institutionens tilbud og praksis til den børnegruppe vi arbejder med, så børnene oplever at deres stemmer bliver hørt og taget alvorligt.
Fritidsinstitutionen skal give børnene mulighed for at indgå i tætte og gode relationer til professionelle voksne
Vi vægter de nære relationer højt. Vi er derfor organiseret i årgangsteams, for at sikre der er voksne med særligt kendskab til alle børn. Det er af stor betydning for os at de voksne er anerkendende, nærværende og interesseret i børnene og er til rådighed for samtaler om det der er på spil i børnenes liv.
Fritidsinstitutionen skal fremme børns sproglige, æstetiske og kropslige udtryksformer, deres sundhed og kendskab til naturen
Det gør vi bl.a. igennem kreative udtryksformer på værkstederne, igennem teater og dans. Vi dyrker friluftsliv og naturfænomener i haven og lokalområdet.
Vi har fokus på at styrke børnenes maddannelse og madmod. Vi inddrager børnene i madaktiviteter, både indendørs og udendørs for at skabe fællesskab og nysgerrighed omkring maden. Vi laver, serverer og spiser velsmagende, bæredygtige og økologiske måltider sammen med børnene.
Fritidsinstitutionen tager udgangspunkt i det brede læringssyn, hvor læring drejer sig om tilegnelse af viden, dannelse og færdigheder, samt udvikling af sociale kompetencer, livslæring, leg og livsduelighed
På KKFO’en foregår der situeret læring, dvs. læring igennem deltagelse i praksisfællesskaber. Det også igennem børnenes deltagelse i hverdags opgaver, såsom madlavning og at sortere og gå ud med skrald. Noget læring er tilrettelagt igennem aktiviteter men meget sker igennem den måde vi er sammen på og socialiserer, hvor vi er opmærksomme på, at de voksne fremstår som sproglige og kropslige rollemodeller for børnene, f.eks. ved ikke at bruge ironi og sarkasme.
Fritidsinstitutionen skal sørge for, at legen har en værdi i sig selv – både som aktivitet, men også som en måde at være i verden på. Den pædagogiske praksis skal være præget af en legende, eksperimenterende og undersøgende tilgang, hvor der tages afsæt i børnenes interesser og perspektiv, i alle aktiviteter
Vi ser den frie leg som en måde at barnet fortolker og lærer om livet – og derfor er legen en uundværlig del af børnenes fritidsliv på KKFO’en – men altid med en voksen i nærheden, hvis der skulle blive brug for det. De voksne på KKFO’en kan indtage forskellige positioner, hvor de enten ’går forrest’ og inspirerer, som dem der ved eller kan noget særligt, ’på lige fod’ udforsker sammen med børnene eller ’går bag ved’ og følger børnene egne spor af ideer.
Fritidsinstitutionen skal sikre, at børn som er i en udsat position mødes med passende udfordringer og positive forventninger i gode pædagogiske læringsmiljøer og i børnefællesskaber
Vi tager udgangspunkt i barnets ressourcer, når vi arbejder med barnets nærmeste udviklingszone. Børnene har i højere grad end i skolen mulighed for selv at vælge deres lege og aktiviteter på KKFO’en, men de bliver også inddraget i voksenstyrede aktiviteter som pædagogerne skønner vigtige for den enkelte at deltage i, for at styrke deres sociale læring og trivsel – f.eks. for at hjælpe barnet ind i nye relationer. Relationen er altid den voksnes ansvar. Forstået på den måde, at det er den professionelle voksen der skal arbejde på den gode relation – også når det er udfordrende. Vi er opmærksomme på børn i mistrivsel og tilrettelægger passende indsatser. Både for dem der viser mistrivsel med ord og krop, men også de stille børn. To gange årligt laver vi TOPI-gennemgang af hele børnegruppen (Tidlig opsporing).
Fritidsinstitutionen skal udvikle et fælles børnesyn med skolen, med det formål at skabe stærke inkluderende fællesskaber, som alle børn er en del af
Vi har et fælles børnesyn om at børnene gør det bedste de kan, med de forudsætninger de har. Det er en fælles opgave at udvikle børnenes kompetencer, hvor skole og KKFO arbejder i samme retning. Skole og KKFO er fælles om strategiske pædagogiske retninger, så der er en sammenhæng i det tværprofessionelle samarbejde lærere og pædagoger imellem.
Fritidsinstitutionen skal sammen med skolen skabe sammenhængende overgange mellem undervisning og KKFO, og sammen med børnehaverne skabe gode og trygge overgange ved opstart i KKFO
KKFO’en og skolen samarbejder om Københavns Kommunes koncept for ”Stærkt samarbejde”. Det betyder, at der i alle klasser fra børnehaveklasse. – 3. årgang, ud over skolepædagogerne er tilknyttet medarbejdere fra KKFO’en, for at skabe en større sammenhæng mellem barnet skole- og fritidsliv. Medarbejdere med funktion som skolepædagoger indgår som ligeværdige deltagere i teammøder, skolehjem-samtaler og forældremøder på de årgange og klasser de er knyttet til i skolen. Skolepædagogerne følger deres klasser fra børnehaveklasse til 3. klasse.
KKFO’en samarbejder med skolen og øvrige institutioner i regi af Stærkt samarbejde indenfor ”Mål for forpligtende samarbejde mellem skoler, institutioner og klubber”, hvor der arbejdes med at skabe gode overgange i barnets institutionsliv. Børnehavebørnene kommer på overgangsbesøg hele året op til de skal starte, ligesom vi har overleveringsmøder og overgangspædagoger der arbejder med de børn, hvor overgangen kan være udfordrende.
Fritidsinstitutionen skal i forældresamarbejdet have fokus på, hvordan der kan samarbejdes om barnets og børnegruppens trivsel og læring på tværs af KKFO, skole og hjem
KKFO’en inddrager altid forældrene hvis der er noget vi undrer os over eller bekymrer os om. Ofte vil det være igennem kommunikation eller møde sammen med skolen, men kan også være noget der kun vedrører KKFO’en. Vi bruger viden fra alle arenaer, til at forstå børnenes situation bedst muligt. Vi inddrager altid også barnets eget perspektiv.
KKFO’en arbejder sammen med forældrerådet om at opnå et forældreperspektiv på institutionens praksis. Forældrerådet har rådgivende kompetence på KKFO’ens pædagogiske mål, forældresamarbejde, struktur, lokalemæssige forhold, budget og ansættelse af personale m.v. Forældrerådet er repræsenteret i skolebestyrelsen med et forældremedlem.
Fritidsinstitutionen skal fremme lokale fællesskaber ved f.eks. at skabe kendskab til og samspil med andre typer af fritidstilbud, herunder idrætsforeninger og kulturtilbud
KKFO’en skaber kontakt til det omkringliggende fritidsliv på forskellige niveauer. Det kan være igennem samarbejder hvor f.eks. idrætsforeninger og KKFO’en samarbejder om introduktion til forskellige aktiviteter. Det kan også være i forhold til at guide forældre til forskellige fritidstilbud som barnet – eller venner viser interesse for. Vi bruger kommunens tilbud ’Fritidsguiderne’ når vi oplever familier, der har brug for mere håndholdt hjælp til at få børnene i gang i foreninger.